Præstens dagligdag i et topsikret fængsel
I det topsikrede Enner Mark Fængsel ved Horsens afsoner de indsatte fængselsstraffe fra nogle få år til livstid og forvaring. At være præst i denne sammenhæng rummer en række særlige udfordringer og indebærer nødvendige teologiske overvejelser omkring skyld og straf, håb og længsel. Hvordan påvirker det et menneske at skulle afsone i et sådant fængselsmiljø med en ofte lang dom for alvorlig kriminalitet? Hvordan kan man opretholde kontakt til familien udenfor og forberede sig på en dag at komme ud i friheden – eller skulle tilbringe resten af livet i en celle bag en ringmur?
I foredraget fortæller Jesper Birkler om den ofte barske hverdag blandt mennesker, som er dømt for kriminalitet indenfor rocker- og bandemiljøet, for drab, narkohandel, røveri, vold og terror m.v. – en hverdag, som er meningsfuld og teologisk udfordrende! Foredraget ledsages af billeder i PowerPoint fra fængslet.
Jesper Birkler er cand. theol. fra Aarhus Universitet og har været sognepræst i Grædstrup/Vinding/Bryrup/Vrads og ved Vor Frue Kirke i Aarhus. Fra 2011-2020 var han fængselspræst i Enner Mark Fængsel ved Horsens og har herefter haft vikariat i Folkekirken. Desuden bistår han løsladte fanger med at opretholde en hverdag uden kriminalitet.
Søndag d. 10. marts kl. 14.00-16.00
Arrangementet er støttet af Syddjurs Kommune