Mols Pige vender tilbage fra USA med stor udstilling

Efter 25 år i USA med både familieliv og kunstnerisk karriere vender maleren Anne Elisabeth Høgh fra Strands tilbage til Danmark og markerer det med at åbne en stor separatudstilling, den 1. maj i Kulturhuset Helgenæs Præstegård.

Med en alsidig kunstnerisk uddannelse bag sig, bl.a. hos Hans Krull, på Århus Kunst Akademi og Holbæk Slot, rejste hun til Italien, hvor hun blev uddannet som designer i Milano. Hendes næste station var Chicago, hvor hun fik en flot placering i det pulserende kunstliv med udstillinger i både New York, San Francisco, Los Angeles og Chicago.
Hun er kendt for sine abstrakte malerier, som hun viste både på lærreder og som store vægmalerier i både private hjem og på offentlige steder, for eks. restauranter, svømmehaller, og hospitaler.
Anmelderne i USA fremhævede hendes talent for at gengive lyset og farven, inspireret af hendes opvækst ved den danske kyst og med en mor, som mestrer dansk ekspressionisme, Magda Høgh i Begtrup.
Selv siger hun: når jeg maler abstrakt, skal man ikke finde et motiv, men mærke hvilke følelser, maleriet giver én.

Fernisering fredag den 1. maj 2015 fra kl. 14 til 20

Udstillingen varer til den 1.juni , er åben hver tirsdag kl. 10-13.30 og kan ses ved deltagelse i Kulturhusets arrangementer den 22.maj og 30.maj eller efter aftale.